Træthed, nervesmerter, søvnproblemer, angst og hukommelsesbesvær. Efter et kræftforløb oplever nogle varige gener, der påvirker både kroppen og psyken. Senfølgerne kan være komplekse, når flere symptomer optræder samtidig og påvirker eller forstærker hinanden. Det kan gå ud over hverdagen, arbejdslivet og livskvaliteten.
Den 1. oktober 2026 åbnede Region Midtjylland en Klinik for Komplekse Senfølger efter Kræft på både Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup. Klinikkerne er etableret med midler fra Kræftplan V og skal sikre, at flere patienter med komplekse senfølger får målrettet hjælp.
Heldigvis overlever mange flere kræft i dag. Men det betyder også, at flere lever med senfølger, der påvirker deres hverdag. Derfor er det vigtigt, at borgerne kan få specialiseret hjælp både i den østlige og vestlige del af Region Midtjylland siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V)
Når andre indsatser ikke har været nok
Mange kræftoverlevere oplever senfølger, men for omkring 10 procent er de så alvorlige, at de har brug for specialiseret hjælp. Klinikkerne skal hjælpe borgere med flere generelle senfølger på samme tid, hvor tidligere indsatser ikke har været tilstrækkelige. Patienterne henvises af egen læge eller hospitalslæge. Senfølger knyttet til bestemte organer behandles fortsat på de relevante hospitalsafdelinger.
I klinikkerne møder patienten et tværfagligt team, som sammen med patienten vurderer, hvilke behandlingstilbud der er behov for. Patienten får en fast kontaktperson, og forløbet kan fx bestå af vejledning om medicin, smerter, kost og søvn samt gruppeforløb eller samtaler med en psykolog. Når forløbet slutter, lægger klinikken sammen med patienten en plan for den videre indsats, og egen læge får besked.
Vi starter med at afdække patientens samlede situation og behov. På den baggrund tilrettelægger vi et tværfagligt forløb med fokus på at lindre senfølgerne og skabe de bedste muligheder for et godt hverdagsliv siger Lene Høgsberg, sygeplejerske og master i ledelse på Regionshospitalet Gødstrup, som har været med til at udvikle klinikkerne
Viden, der kommer flere til gavn
De to klinikker er selvstændige, men har fælles visitation, holder tværfaglige konferencer og samarbejder om at udvikle behandlingstilbud. Det skal sikre samme hjælp til borgere i hele regionen.
Derudover tilknyttes klinikkerne et fælles videnscenter til understøttelse af de praktiserende læger og øvrige sundhedsaktører.
Vores behandlingstilbud skal bygge på forskning, og den viden, vi opbygger, skal på sigt styrke indsatsen for patienter med senfølger i almen praksis og kommunerne siger Katja Ingstrup, klinisk specialist og ph.d. på Aarhus Universitetshospital, som har været med til at udvikle klinikkerne
Langt de fleste med senfølger vil fortsat blive hjulpet lokalt af egen læge, kommunale tilbud og egen indsats. Derfor kan fx praktiserende læger, hjemmesygeplejersker og medarbejdere i kommunale kræftrehabiliteringstilbud kontakte klinikkerne for faglig sparring.
Vi er superglade for, at der nu etableres klinikker, som kan hjælpe dem med de mest komplekse senfølger. Men mindst lige så vigtigt er det, at klinikkerne skal bidrage med viden og rådgivning, så kvaliteten af indsatsen løftes for alle, der lever med senfølger siger Charlotte Hammer, forperson for Senfølgerforeningen
Fakta
- Klinikken på Aarhus Universitetshospital er forankret i Kræftafdelingen, mens klinikken på Regionshospitalet Gødstrup er forankret i Socialmedicin og Rehabilitering. De åbnede begge 1. oktober 2026.
- Henvisning sker via egen læge eller hospitalslæger.
- Rådgivningstelefon for sundhedsprofessionelle: 61 37 47 22 (mandag, tirsdag og torsdag kl. 10-13). Skriftlig rådgivning: kompleksesenfoelger@rm.dk.
- Med Kræftplan V er der nationalt afsat 60 mio. kr. til senfølgeklinikker i 2026, og fra 2030 er der varigt afsat 100 mio. kr. årligt til hele området.
- En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at 7 ud af 10, der overlever kræft, oplever en eller flere senfølger 2,5 år efter endt kræftbehandling.
Links
- Klinikken på Aarhus UniversitetshospitalInformation til patienter Henvisning og rådgivning for sundhedsprofessionelle
- Klinikken på Regionshospitalet Gødstrup Information til patienterHenvisning og rådgivning for sundhedsprofessionelle
